Hos mænd er orgasme stort set altid forbundet med udløsning, og de er derfor aldrig i tvivl. Men hos os kvinder er sagen en anden. Vi kan få så mange forskellige typer orgasmer, at vi kan blive helt i tvivl, om vi overhovedet har fået én.
Ofte har vi en forestilling om, hvordan en orgasme skal være. Vi har set det på film, så vi forventer en tilstand, hvor der er høje lyde og meget dybe vejrtrækninger. Vi har måske googlet og læst os til, hvordan det skal føles og mærkes. Men sådan behøver det slet ikke at være.
En orgasme kan være så simpel som én dyb vejrtrækning, hvor vi ligger helt stille og bare nyder den skønne følelse i kroppen. Måske kan man faktisk slet ikke se på os, at vi har fået orgasme.
Men den kan også føles som en kraftig rus i hele kroppen, hvor vi får lyst til både at springe og danse, samt skrige og stønne højt.
Alt sammen afhænger af, hvordan vi bruger vores krop under elskov eller med os selv.
Orgasme kan føles fuldstændig anderledes i din krop end i en anden kvindes krop. Og det kan derfor være svært præcis at svare på, hvordan en orgasme skal føles. Det vigtigste er bare, at det føles skønt og rart for dig.
En måde, hvor du kan blive bedre til at mærke efter og blive mere bevidst omkring dine orgasmer, er ved at lære din krops signaler bedre at kende. Dette kan du gøre ved at udforske din krop, røre ved den og i det hele taget bare komme i bedre kontakt med den og din seksualitet.
Læs – Træk vejret til bedre orgasmer
Find ud af, hvad du synes er rart og hvilke ”knapper”, der skal trykkes på, for at du får den der eventyrlige følelse, som du forbinder med en orgasme.
Det er vigtigt, at du ikke jager dine orgasmer, ligesom du skal passe på med at gå med en bestemt forestilling om, hvordan dine orgasmer skal føles. Forsøg derfor at slappe af og nyde øjeblikket. Lad nysgerrigheden være dit udgangspunkt i stedet for at være drevet af jagten på den perfekte orgasme.
Elsk både de små, de våde og de kraftige – og endda dem, som du er i tvivl om.
Kærlig hilsen
Katrine Berling