Sex i kalenderen er bedre end ingen sex
november 25, 2008 by Katrine Berling
Filed under Parforhold, Sextips
Som sexolog og parterapeut har jeg mange par i min klinik, der har et begrænset eller ikke fungerende sexliv. Den ene dag tager den anden, og når aftenen falder på, er der hverken energi eller lyst til sex.
Men sex er utrolig vigtigt for vores parforhold, fordi det er medvirkende til, at vi føler tryghed, nærhed og kærlighed til hinanden, samt at kroppen udsender en masse lykkehormoner.
Jeg anbefaler derfor par at sætte sex i kalenderen, fordi planlagt sex efter min mening er bedre end slet ingen sex. Desværre har mange utrolig stor modstand mod det. Argumenterne er mange: ”Hvad nu hvis jeg ikke lige har lyst den dag”, eller ”så bliver det for planlagt og uromantisk”, eller ”det kan man da bare ikke”.
Så slog det mig pludselig, det har rigtig meget at gøre med, hvordan vi tænker omkring sex. Den anden dag sad jeg sammen med nogle venner, da den ene siger, “åh nej, i morgen når jeg kommer hjem forventer min mand, at vi skal have sex, og det orker jeg altså ikke.” Der slog det mig, at hvis det er sådan, vi går og tænker om at have sex med vores partner, så kan jeg godt forstå at der er så mange mennesker, der har for lidt sex. For så er vores tanker allerede negativt indstillet inden vi overhovedet når til sengen.
Planlæg erotisk aften
Som single må man også planlægge sex og skrive det i kalenderen, hvis man har en fast elsker, og det fungerer fremragende for mange. Når man har en sexaftale med en elsker, så går man og glæder sig ved tanken om aftalen. Hvilke lege skal vi lege i dag, hvor og hvordan bliver det, og sidst men ikke mindst, hvad skal jeg have på af tøj. Mange elsker at gøre noget ud af det, planlægge det, så der er langt op til “den helt perfekte aften og nat”.
I bund og grund skulle man vel kunne overføre denne holdning til planlagt sex til et parforhold?
Så mit råd er, sæt sex i kalenderne, og glæd dig til det, fantaser om det inden, planlæg det, find på nye sjovt lege eller rollespil, så sex bliver sjovt igen.
God fornøjelse!



Comments
2 Responses to “Sex i kalenderen er bedre end ingen sex”Trackbacks
Check out what others are saying about this post...[...] Læs også sex i kalenderen [...]
[...] også her Klik for at dele med [...]